Tænder hjælper dig med at bearbejde føde og har betydning for din udtale samt dit udseende.
Du har tre forskellige slags tænder i din mund, som hver især har en bestemt funktion:
Fortænder: Du har 4 fortænder i både over- og undermunden. De er kendetegnet ved at være skarpe og mejselformede med en skærekant, der anvendes til at bide.
Hjørnetænder: Du har 4 hjørnetænder i alt, 2 i overkæben og 2 i underkæben, der er placeret mellem fortænderne og de små kindtænder. Hjørnetænderne er lange og spidse. Deres funktion er afbidning og flænsning.
Kindtænder: Du har både små og store kindtænder. Der er 2 små kindtænder (præmolarer
) i hver side i både over- og undermunden. Hver enkelt kindtand har 2-3 tyggeknuder på tandens tyggeflade. De små kindtænders funktion er at tygge og findele føden.
Yderligere har du 3 store kindtænder (molarer) placeret i hver side af munden i både over- og underkæben. Disse er placeret bag de små kindtænder og er derfor de bagerste tænder. Den første store kindtand kaldes også for 6-årstanden, den næste kindtand betegnes som 12-årstanden, og den sidste kindtand kaldes visdomstanden, dog er det ikke alle, der får visdomstænder. De store kindtænder har 4-5 tyggeknuder på tandens tyggeflade. De store kindtænder anvendes også til at tygge og findele føden inden synkning.
I løbet af din levetid udvikler du to tandsæt: Mælketænder og blivende tænder. Det første tandsæt udvikles, når du er barn og består af 20 mælketænder. Mælketænderne falder løbende naturligt ud og bliver erstattet med et permanent tandsæt bestående af op til 32 blivende tænder. Undervejs vil børn derfor opleve et blandingstandsæt, som udgøres både af mælketænder og blivende tænder.
Mælketænder
Barnets første tænder kaldes for mælketænder og udbryder som regel i en alder af 6-7 måneder. Det kan være smertefuldt at få de første par tænder, men dette aftager hurtigt. Normalt er alle 20 mælketænder frembrudt ved en alder af 3 år. Når barnet er omkring 6 år, vil mælketænderne falde naturligt ud og løbende erstattes med blivende tænder. Du kan læse mere om mælketænder her.
Blivende tænder
Frembruddet af de blivende tænder starter som regel ved 6-årsalderen (men kan starte før eller senere) og afsluttes som regel ved en alder af 14 år. Du kan læse mere om blivende tænder her. Visdomstænder er en del af det blivende tandsæt. Det er muligt at få op til 4 visdomstænder, 1 i hver side i både over- og undermunden, dog er det ikke alle, der får visdomstænder. Visdomstænderne frembryder som regel i alderen 18-26 år, hvor der skelnes mellem 3 forskellige frembrud: Fuldt frembrud, delvist frembrud og intet frembrud. Visdomstænderne bryder frem bag 12-års-tanden og er derfor de bagerste kindtænder. Der findes tilfælde, hvor visdomstanden ikke er anlagt. Du kan læse mere om visdomstænder tænder her.
De blivende tænder er et tandsæt, som skal holde resten af livet. Derfor er det vigtigt at passe og pleje sine tænder, så den længste levetid kan opretholdes. Du kan læse mere om opretholdelse af god mundhygiejne her. Dine tænder forandrer sig i takt med, at du bliver ældre, hvor faktorer som kost, rygning, kaffe, vin mm. er med til at sætte deres spor på dine tænder.
Krone
Tandkronen er den synlige, emaljebeklædte del af tanden, som kan ses i mundhulen. Kronen varierer i form, størrelse og udseende (morfologi), da tænderne er udviklet til forskellige og bestemte funktioner.
Emalje
Emaljen er det yderste lag på tandens krone og er opbygget i en stærk prismestruktur for at beskytte kronen. Emaljen er karakteriseret ved en hvid, hård belægning og er kroppens hårdeste, mineraliserede væv hovedsageligt bestående af calcium og fosfat. Emaljen er ikke forbundet til en kar- og nerveforsyning, hvilket har den konsekvens, at emaljen ikke kan genopbygges. Derfor er det vigtigt at passe på tændernes emalje.
Dentin
Dentinen, tandbenet, er et mineraliseret, elastisk væv, der er karakteriseret ved en gullig og lysebrun farve. Dentinen er et hårdt, knoglelignende materiale, men i forhold til emaljen er dentinen kendetegnet ved at være mere elastisk. Årsagen til dette er, at emaljen behøver støtte fra et blødere væv for at forhindre, at den knækker. Dentinen understøtter derfor emaljen ved at være eftergivelig. Dentin befinder sig i hele tanden og er derfor langt størstedelen af tandens bestanddel. I kronen er dentinen dækket af emaljen og i roden af rodcement.
Dentin består af små kanaler, hvor der flyder væske og celler (odontoblaster), der fører ind til nerve- og karkammeret i midten af tanden, pulpa. I tilfælde af at tanden bliver beskadiget (caries, erosion eller fraktur), kan odontoblaster gendanne dentinen. Dentin er et levende og sensitivt væv, som kan føle varme, kulde, smerte og sødt som et forsvarssystem. Når dentin bliver blottet, kan tanden blive temperaturfølsom og forårsage smerter. På den måde fortæller tanden, at der er noget galt, eller at du skal være ekstra opmærksom og passe på dit tandsæt.
Pulpa
Pulpa er det bløde væv, som befinder sig i midten af en tand og rummer tandens nervevæv, bindevæv samt blodkar. Pulpa er beskyttet inde i dentinens hulrum, pulpakammeret. Dentin og pulpa har et tæt samarbejde og bliver dannet fra de samme celler. Pulpavævets celler sørger for dannelsen af mere dentin, så tanden fortsat kan opnå beskyttelse. Yderligere får dentin sin næring gennem pulpavævets blodkar og nerver, der også er grundlaget for dentinens sensitivitet i form af nerver.
Bliver pulpa udsat for bakteriel infektion, traume eller caries, er det ofte en smertefuld proces. En infektion kan medføre, at pulpa dør, og at der i værste fald dannes en tandbyld i sådanne tilfælde. Yderligere vil tanden nedbrydes, hvis ikke en rodbehandling gennemføres.
Rod
En rod er kendetegnet som den ikke-synlige del af tanden og har den funktion at fastholde tanden i kæben og at sørge for tandens blodforsyning. Roden består af dentin, hvor tandens nerver og blodkar løber gennem rodspidsen ind til rodkanalen og pulpa. Tændernes rødder varierer i form, udseende (morforlogi) og antal i forhold til de specifikke tænder:
- For- og hjørnetænder har 1 rod.
- De små kindtænder (præmolarer) kan have 1-2 rødder.
- De store kindtænder (molarer) kan have 2-3 rødder, og i sjældne tilfælde 4.
Rodcement og parodontalmembran
Rodcement består af et tyndt, mineraliseret og knoglelignende væv, som beskytter tændernes rødder. Rodcementen og emaljen møder hinanden ved tandhalsen, der også er karakteriseret som emalje-cementgrænsen. Ligesom emaljen har rodcementen heller ikke en nervetilførsel, derfor er det ikke muligt at gendanne cementen.
I rodcementen er indlejret fibre, parodontal ligamenter, som løber fra rodcementen til kæbeknoglen (alveolarknoglen). Disse fibre udgør parodontalmembranen, som indeholder nerver og blodkar. Det er således i parodontalmembranen, at tændernes rødder hæfter til kæbeknoglen (alveolarknoglen), og den fungerer som en elastikpude mellem tanden og knoglen.
Underkæben er forankret til vores kranie via vores muskler og 2 kæbeled, 1 på hver side af hovedet. Kæbeleddet indeholder en ledskive, som muliggør hængsels- og glidebevægelser og er beskyttet af en ledkapsel. Dette tillader kæben en vis fleksibilitet og bevægelser i flere retninger:
- Munden åbner og lukker, når underkæben bevæger sig op og ned.
- Kæben bevæger sig frem, tilbage, til siden samt cirkulært, når vi indtager fødevarer og taler.
Små børn kan dog kun anvende hængselsbevægelser, da fleksibiliteten og andre bevægelser af kæben udvikles i takt med frembruddet af det blivende tandsæt.
Der kan opstå problemer i kæbeleddet ofte i form af kæbeledsknæklyde, betændelse eller låsning af underkæben. Disse symptomer kan forekomme i forbindelse med slidgigt, og i tilfælde af disse bør du kontakte din tandlæge.
Tanden sidder fast i alveolarknoglen ved hjælp af parodontal ligamenter og rodhindefibre, som består af bindevæv. Ligamenterne er karakteriseret ved at være elastiske og eftergivelige samt at indeholde sensitive nerver. De sender signaler til hjernen om, hvor hårdt vi skal tygge, og hvor tænderne er placeret.
Ligamenterne er hæftet til både alveolarknoglen og rodcementen og sørger for, at tænderne bliver holdt på plads.
Der er flere faktorer, som har indflydelse på tændernes stilling i tandsættet. Den endelige placering af tandrækken afgøres hovedsageligt af læber, kinder og tunge:
- Tungen trykker tænderne udad.
- Læberne og kinder trykker tænderne indad og yder et balanceret tryk.
- Tændernes tyggetryk mod hinanden forhindrer vertikal vækst af tænderne (forhindrer tænderne vokser uhindret ud af kæben og bliver lange).
- Kæbebuernes facon.
Sutter og sutning på tommelfingeren kan også have indflydelse på tandstillingen:
- En tommelfinger-suttevane giver et udadvendt tryk på fortænderne i overkæben, som kan medføre overbid og åbent bid. Dette kaldes suttebid. Vanen bør ændres med det samme uanset alder.
- Almindelige sutter kan også medføre suttebid, hvorfor det er vigtigt ikke at forlænge anvendelsen af sutter. Inden barnet fylder 3 år, bør brugen af sutter være afsluttet. I så fald vil biddet rette sig naturligt.
Nedenfor ses to former for tandstillingsfejl. Det første billede illustrerer spredt stilling af tænder, og det andet viser trangstillede tænder. Ved hjælp af tandretning kan tænderne rettes til en mere optimal og lige tandstilling.
Den enkelte tand består af to hovedbestanddele: Krone og rod.
Kronen udgør 1/3 del af tanden og er karakteriseret som den synlige del, hvorimod roden udgør 2/3 dele og er den usynlige del af tanden.
Overgangen mellem tandens krone og rod kaldes tandhals, som befinder sig ved tandkødsranden.
Yderligere består en tand af emalje, dentin, pulpa, rodcement og parodontalmembran.