Sections 6

Indhold: 

Krone
Tandkronen er den synlige, emaljebeklædte del af tanden, som kan ses i mundhulen. Kronen varierer i form, størrelse og udseende (morforlogi), da tænderne er udviklet til forskellige og bestemte funktioner.

Emalje
Emaljen er det yderste lag på tandens krone og er opbygget i en stærk prismestruktur for at beskytte kronen. Emaljen er karakteriseret ved en hvid, hård belægning og er kroppens hårdeste, mineraliserede væv hovedsageligt bestående af calcium og fosfat. Emaljen er ikke forbundet til et kar- og nerveforsyning, hvilket har den konsekvens, at emaljen ikke kan genopbygges. Derfor er det vigtigt at passe på tændernes emalje.

Dentin
Dentinen, tandbenet, er et mineraliseret, elastisk væv, der er karakteriseret ved en gullig og lysebrun farve. Dentinen er et hårdt, knoglelignende materiale, men i forhold til emaljen er dentinen kendetegnet ved at være mere elastisk. Årsagen til dette er, at emaljen behøver støtte fra et blødere væv for at forhindre, at den knækker. Dentinen understøtter derfor emaljen ved at være eftergivelig. Dentin befinder sig i hele tanden og er derfor langt størstedelen af tandens bestanddel. I kronen er dentinen dækket af emaljen og i roden af rodcement.

Dentin består af små kanaler, hvor der flyder væske og celler (odontoblaster), der fører ind til nerve- og karkammeret i midten af tanden, pulpa. I tilfælde af at tanden bliver beskadiget (carieserosion eller fraktur), kan odontoblaster gendanne dentinen. Dentin er et levende og sensitivt væv, som kan føle varme, kulde, smerte og sødt som et forsvarssystem. Når dentin bliver blottet, kan tanden blive temperaturfølsom og forårsage smerter. På den måde fortæller tanden, at der er noget galt, eller at du skal være ekstra opmærksom og passe på dit tandsæt.

Pulpa
Pulpa er det bløde væv, som befinder sig i midten af en tand og rummer tandens nervevæv, bindevæv samt blodkar. Pulpa er beskyttet inde i dentinens hulrum, pulpakammeret. Dentin og pulpa har et tæt samarbejde og bliver dannet fra de samme celler. Pulpavævets celler sørger for dannelsen af mere dentin, så tanden fortsat kan opnå beskyttelse. Yderligere får dentin sin næring gennem pulpavævets blodkar og nerver, der også er grundlaget for dentinens sensitivitet i form af nerver.

Bliver pulpa udsat for bakteriel infektion, traume eller caries, er det ofte en smertefuld proces. En infektion kan medføre, at pulpa dør, og i værste fald dannes en tandbyld ved dette henfald. Yderligere vil tanden nedbrydes, hvis ikke en rodbehandling gennemføres.

Rod
En rod er kendetegnet ved den ikke-synlige del af tanden og har den funktion at fastholde tanden i kæben og sørger for tandens blodforsyning. Roden består af dentin, hvor tandens nerver og blodkar løber gennem rodspidsen ind til rodkanalen og pulpa. Tændernes rødder varierer i form, udseende (morforlogi) og antal i forhold til de specifikke tænder:

  • For- og hjørnetænder har 1 rod.
  • De små kindtænder (præmolarer) kan have 1-2 rødder.
  • De store kindtænder (molarer) kan have 2-3 rødder, og i sjældnere tilfælde 4.

Rodcement og parodontalmembran
Rodcement består af et tyndt, mineraliseret og knoglelignende væv, som beskytter tændernes rødder. Rodcementen og emaljen møder hinanden ved tandhalsen, der også er karakteriseret som emalje-cementgrænsen. Ligesom emaljen har rodcementen heller ikke en nervetilførsel, derfor er det ikke muligt at gendanne cementen.

I rodcementen er indlejret fibre, parodontal ligamenter, som løber fra rodcementen til kæbeknoglen (alveolarknoglen). Disse fibre udgør parodontalmembranen, som indeholder nerver og blodkar. Det er således i parodontalmembranen, at tændernes rødder hæfter til kæbeknoglen (alveolarknoglen), og den fungerer som en elastikpude mellem tanden og knoglen.

Fremhæv: